1 sommer. 2 somre. 3 somre. 4 somre. 5 somre. 6 somre. 7 somre. 8 somre. 9 somre. 10 somre. 11 somre. 12 somre. 13 somre. 14 somre. 15 somre. 16 somre. 17 somre. 18 somre. 19 somre. 20 somre. 21 somre. 22 somre. 23 somre. 24 somre. 25 somre. 26 somre. 27 somre. Det var ikke så lidt. Som det også var tilfældet på denne dag sidste år, så har både min kæreste og tvillingesøster fødselsdag i dag. Det skal de selvfølgelig høre for, så øhhhh: HA! I er ved at blive gamle. Muhahahahaha. Faktisk.
Tags: Lykønskninger
Jeg vil også gerne udbrede mit manglende kendskab til verdens 100 største attraktioner. Min liste over steder, hvor jeg trods alt har været, er ret kort: 30. Colosseum, Rom, Italien 32. Peterskirken i Vatikanet 37. Det Sixtinske Kapel, Vatikanet 39. Louvre, Frankrig 40. Kanalerne i Venezia, Italien 41. Versailles, Frankrig 47. Smaragd-buddhaens tempel, Thailand 49. Pompeji, Italien 51. Den gamle bydel i Prag, Tjekkiet 59. Uffizi-museet i Firenze, Italien 65. Markuskirken og Kampanilen, Venezia, Italien 66. Firenze, Italien 72. Det skæve tårn i Pisa, Italien 88. British Museum, London, England 100. Portofino, Italien En overvejende italiensk liste, hvillket slet ikke er overraskende :)
I går havde jeg min debut som tilskuer til en landskamp i Parken. Jørgen fra naboopgangen kunne ikke komme af sted alligevel, så hans billet dumpede pludselig ned i mine hænder. Det klager jeg så absolut ikke over. Tak, Jørgen. Jeg vil dog gerne klage over kulden, banen og det danske spil, men det får jeg på den anden side nok ikke det store ud af. Efterfølgende drak vi os en mængde hjerneceller fattigere, og jeg har derfor haft en vis træthed i kroppen i dag. Ikke desto mindre nåede jeg på Nørrebro for at se Kinamand klokken 10.00, og med efterfølgende cafébesøg og vandretur har jeg for en gangs skyld fået en lille smule ud af en tømmermandsdag. Jeg tror faktisk næsten at jeg kan betegnes som stolt af mig selv ;)
Tags: blog, København, Sport
I går bevægede Lene og jeg os udenfor i det dejlige vejr. Det var et godt initiativ, som vi vist godt kan gentage en anden gang. Vi tog på Louisiana, hvor ingen af os havde været før. De har i øjeblikket en specialudstilling med Gerhard Richter, som jeg var temmelig imponeret over. Hans mest abstrakte ting var jeg ikke synderligt pjattet med, men hans fotorealistiske malerier var jeg meget betaget af. Den anden ‘hovedattraktion’, Leon Kossoff, kan jeg så absolut ikke lide, så en stor del af malerierne behøvede jeg ikke bruge meget tid på. Det gav i stedet lidt tid til at nyde det gode vejr i Louisianas have. Bagefter tog vi i Palads for at se Robots. En meget underholdende lille ting, de har fået lavet der. Jeg kan stadig (selv efter et hav af slagsen) blive imponeret over, at tegne- og animationsfilm kan blive ved med at blive bedre – og at de kan blive ved med at få store navne til at lægge stemmer til. Og få andet end børn til at gå i biografen for at se tegnefilm.
Tags: biograf, København
Via dalager og emme blev jeg sendt til BlogMap, hvor jeg nu også har indtastet mine oplysninger. Jeg kan derfor nu se, at den blogger, der bor tættest på mig (og som er registreret på BlogMap), er en vis Jørgen Hans Maltesen. Aha. Se selv:
Tags: blog
Om ikke forfærdeligt mange minutter tager Lene og jeg ind til Grand for at se forpremieren på “Hotel Rwanda“. Lene har fået billetterne på sit arbejde, som selvsagt har fået billetterne for deres store arbejde i forbindelse med folkemordet i Rwanda i 1994. Det er jo nu engang det, filmen handler om. Jeg har meget store forventninger til filmen, som nok skal gå hen og sætte sig tungt på mine meget knappe film-huske-resurser. Den europæisk (især belgisk) skabte splid mellem Hutuerne og Tutsierne er et af de mest fortællende vidnesbyrd om den fejlslagne kolonialisme – og om den inkompetence, der herskede især ved tilbagetrækningen i de belgiske kolonier. Efterdønningerne af det belgisk skabte apartheidregime vil nok leve i mange år endnu. Om en uge skal vi til endnu en forpremiere, denne gang på den danske film “Kinamand” i Empire Bio. Min fagforening inviterer af en eller anden årsag – sikkert bare for at være flinke. Og det er de da også. Jeg regner ikke med, at det er en film, der vil indprinte sig på nethinden i mange minutter, men lidt letbenet underholdning må man jo ikke kimse ad :)
Spam er kommet for at blive. Sikkert. Men i hvert fald har en Steven Frank i efterhånden snart et år tegnet sig frem til en mening med emnerne i spam-mails. Når du skal af med frustrationerne over stigende mængder spam bør du derfor gå til hans side, Spamusement, som har den meget sigende undertitel “Poorly-drawn cartoons inspired by actual spam subject lines!”. Her kan man finde klassikere som “Better late than never“, “Become deb free” og “An iPod is waiting for you…“. Ganske underholdende.