2007 28 feb

WordPress DK Meetup

Kategori: Nørderi, WordPressRené kl. 01:20

Jeg tror slet ikke, at jeg har nævnt det her på stedet, men vi afholder et meetup på søndag. Jeg har ikke så meget mere at sige om det, end det, jeg allerede har skrevet på WordPress DK, men det er jo ikke sikkert at du, kære temmeligt sikkert bekendte, følger med i den omgang nørdesnak. Derfor en lille briefing her.

Først og fremmest aner du ikke, hvad et meetup er. Et meetup er et arrangemant, hvor folk med samme interesse(r) mødes over en kop kaffe til at hyggesnakke. Ikke konferenceagtigt. Ikke ekspertpræget. Bare en sludder, som sagtens kan komme til at handle om andre ting end emnet.

Dernæst aner du ikke, hvad WordPress er. WordPress er et stykke software, som er motoren bag nogle millioner hjemmesider. Blandt andet den lækre lille sag, du nu sidder og kigger på.

Det afføder din næste rynken-på-panden, for kan man virkelig interessere sig for et stykke software? Tjaa, tjoo, vil jeg så sige. I hvert fald så meget, at det er noget så forbandet rart at kende en masse folk, der kan hjælpe i nødsituationer. Dernæst har jeg allerede mødt en del af de prægtige mennesker, der også synes, at det kan være meget hyggeligt at få en sludder om den slags benørdede ting. Og WordPress er efterhånden herremainstream, dér, så det er ikke kun en Nørdernes Kampdag.

Med andre ord: Du burde også være der. Alle, der på noget tidspunkt kunne finde på at skulle lave sig en simpel hjemmeside eller en blog kan få noget ud af det. Vi er nemligt rasende gode at have ved hånden, og så er vi brandhyggelige og rare.

Nødvendig info finder du på WordPress DK.

Tags: , ,


2007 20 feb

Varsel: Snestorm

Kategori: Alt & Ingenting, Film, Musik m.m., KøbenhavnRené kl. 13:53

Det har jeg altså ikke tid til. Kan du så lade være, bette vind.

DMI siger, at der kanske kigger en lille snestorm forbi i morgen aften. Det passer mig noget så ganske ilde. Torsdag aften har jeg boksning på programmet, og det ville da nu passe mig en del bedre at måtte blive hjemme fra det, end at skulle blive hjemme fra Ratatat-koncert på Loppen i morgen. Men selvfølgelig, hvis bare jeg tager afsted i god tid, så kan jeg jo højst risikere at måtte blive på Christiania natten over.

Jingle bells, jingle bells…

Tags:


2007 20 feb

De tangerer 100 kampe hver gang de spiller

Kategori: SportRené kl. 00:05

Jeg glemmer helt, at jeg ikke længere har en seperat fodboldblog og at dette derfor er stedet til at skrive om den slags. Desuden havde jeg også glemt, at jeg havde lovet Flemming at stykke én sammen, som vi sammen kunne udvise meget sporadisk fodboldviden på. Well well, som de siger over there. Så tager vi da bare lige et boldindlæg her. Håber ikke det bliver alt for Rommedahhhlsk (altså indlæget … altså dårligt … altså …).

Nå, men ikke overraskende er det italiensk fodbold, der er for federen og skal have en kommentar med på vejen. De er nu engang skøre de romere!

Men det handler ikke om calciopoli eller tilskueroptøjer. I stedet handler det om Kongen. Paolo Maldini, that is. Han kan nemlig spille kamp nummer 100 i morgen i Champions League. Det skriver bold.dk (som ikke er på adressen bold.dk – de er også skøre). Jeg vidste det ikke og er bold.dk evigt taknemmelig for at have fortalt mig det. Jeg blev dog en kende forvirret:

100 kampe i den fornemmeste turnering er der indtil videre kun tre andre spillere som har opnået, men altså endnu ingen italiener. Maldini vil i givet fald slutte sig til eksklusive klub, som indtil videre består af Real Madrids Raul, Roberto Carlos, David Beckham og Bayern Munchens Oliver Kahn, som hver gang de spiller tangerer den milepæl.

Jeg er forvirret over to ting:

  1. Tre andre spillere har nået 100 kampe, nemlig 1) Raúl 2) Roberto Carlos 3) David Beckham og 4) Oliver Kahn. Mærkeligt.
  2. De tangerer milepælen 100 kampe, hver gang de spiller? What? Det tror jeg ikke, man kan.

Ergo har jeg spenderet et par miutter af min aften på at researche. De er fire. Og de har spillet hhv. 106, 105, 102 og 100 kampe. Så er det på plads.

God kamp i morgen. Forza Milan!

Tags: , ,


2007 17 feb

Kommenter bare

Kategori: Nørderi, WordPressRené kl. 14:29

Det skulle nu være muligt at kommentere igen. Tak til Mark for at gøre mig opmærksom på, at det ikke var muligt.

Synderen var i øvrigt min statistikwidget. Den lømmel.

Tags: , , , ,


2007 15 feb

Netjunkie

Kategori: Alt & Ingenting, Nyheder (inkl. politik), NørderiRené kl. 15:20

Ekstra Bladet skriver i dag om netafhængighed (se leder). Et fænomen, der efter sigende rammer hver tiende dansker. Og vi snakker altså afhænighed. Ikke storforbrug, ikke overforbrug, men skærm-narkomani, som de så lidet imponerende kalder det. Noget tyder på, at de bare har taget et alkoholproblemspørgeskema og lavet en søg-og-erstat.

Hvad går spørgsmålene så ud på? Tja, det skal jeg sige dig.

  1. Har du svært ved at undvære internettet i flere dage ad gangen?
    Jeg ville savne musik, læsestof, omgang med mennesker og kaffe mere. Jeg vil ikke sige, at jeg har svært ved at undvære det, men det er noget så forbandet praktisk at have ved hånden. Især når man er glemsom. Jeg er glemsom. Internettet har taget min kalender, min postkasse, min bank og en god del af min viden som gidsler, så jeg kan godt savne at vide, hvad jeg har glemt. Helt abstrakt tænkt, har jeg dog ikke de store problemer.
  2. Er du ofte på nettet i længere tid, end du havde planlagt?
    Jeg planlægger ikke at være på nettet. Det er en del af min hverdag og ikke noget jeg “skal ud til”. Jeg bruger nettet når jeg skal bruge nogle informationer, sende noget, hente noget osv. Men ja, nogle gange kommer jeg i tanke om, at jeg skal noget andet end det jeg satte mig ved computeren for at gøre. Nogle gange hører jeg også musik i længere tid end planlagt, læser et kapitel mere, bliver længere tid hos en ven, end det var tanken, eller drikker lige en espresso efter min cappucino.
  3. Har du prøvet at skære ned i den tid du bruger på internettet uden succes?
    Nej, jeg har ikke prøvet at skære ned. Til gengæld har jeg flere gange forsøgt at lære at sige nej til mine venner, drikke lidt mindre kaffe og lade være med at bruge så meget tid på at læse og høre musik.
  4. Tænker du meget på internettet, når du ikke er på?
    Kan man virkelig tænke på internettet? Men nej, ikke meget. Ikke så meget som jeg tænker på min familie og venner, når de ikke er i nærheden, ikke så meget som jeg går og glæder mig til at komme hjem og læse videre i en god roman eller hvor (sygt) meget jeg tænker på kaffe, når jeg vågner. Eller på hvor meget jeg glæder mig til at komme til en koncert.
  5. Går du på internettet for at glemme virkelighedens problemer?
    Jeg tror, min dårlige internetforbindelse er mit eneste problem. Det tænker jeg til gengæld på, når jeg vil på nettet. Så forsøger jeg nogle gange at glemme det ved at sætte noget musik på, læse en bog, ringe til en ven eller gå ud og drikke en kop kaffe.
  6. Har du oplevet, at dit internetforbrug har påvirket dit forhold til din partner eller din familie i negativ retning?
    Ja, det er meget nemmere at komme i kontakt med dem, når vi alle er online. Det falder ikke altid i god jord ;-)
  7. Har du prøvet at skjule dit internetforbrug over for andre?
    Jeg har stadig ikke helt fattet, hvad internetforbrug er. Er det antallet af timer eller antallet af bytes, der ryger gennem kobberet? Jeg aldrig forsøgt at gøre det sidste op. Antallet af timer fortæller jo ikke noget som helst. Jeg er på internettet praktisk taget hele dagen på arbejde. Når jeg er hjemme, er computeren også tændt (og dermed oftest på nettet), så jeg kan høre musik mens jeg læser og drikke en god kop mokka. Men ja, engang kom jeg til at surfe i et par timer, mens jeg var på arbejde. Så sagde jeg til min chef: “Narrrharj, jeg har ikke. Faktisk”.
  8. Vrisser du nogensinde ad folk, når de forstyrrer dig, mens du er på internettet?
    Ja, for fanden. Jeg er lidt af en vrissenpind. Hvis jeg sidder og arbejder, er det da røvirriterende. Lidt lige som hvis nogen forstyrrer, hvis jeg er lige midt i en spændende passage i en bog, sidder og lytter til teksten i en sang eller tjeneren tager min kaffe, selv om jeg ikke har drukket det hele. Vris, vris, vris.
  9. Bruger du ofte internettet som overspringshandling?
    Hele tiden. Blandt andet lige nu. Jeg har også lige hentet kaffe, læst lidt i betænkningen om “alkohol i udåndingsluft og en nulgrænse for euforiserende stoffer mv.” Og den skal jeg slet ikke bruge lige nu. Tsk. I forgårs skrev jeg en musikanmeldelse som en overspringshandling.
  10. Foretrækker du internettet frem for tid sammen med din partner?
    Haha. Så står det sgu sløjt til. Altså, hvis vi stadig snakker om “bare at være på nettet”. Hvis jeg har et formål med det, kan det nogle gange være nødvendigt. Ja, nogle gange at foretrække. Tænk hvis hun sidder og glor på en eller anden tåbelig serie på Kanal 5 eller TV3 og det der. Puuh. Så vil jeg langt hellere være på nettet imens og så tage noget tid sammen med hende senere. Hun (rolig nu mor, hun er fiktiv) vrisser sådan, når jeg forstyrrer, mens hun ser serier. Jeg tror sgu, hun har et afhængighedsforhold.

Hvis man kan svare ja på mere end fem af spørgsmålene, har man et problem. Auch. Jeg er netoman, kaffoman, musikoman, læsoman og socioman. Og sikkert en del mere. Det gjorde nas.

Nu skal skal jeg til finde en, der kan hjælpe mig med mine problemer. Det må ikke indebære, at jeg møder mennesker eller søger på internettet. Bud?

Tags: , , , , ,


2007 14 feb

Vammeltins dag

Kategori: Alt & IngentingRené kl. 13:39

Sjældent har jeg været så heldig. Jeg har fundet mig en grund til at skrive lidt om hvor forfærdelig alt, der har noget med Valentine’s Day at gøre, er helt forfærdeligt vammelt.

Via TechCrunch blev jeg sendt til Boredworkers.com. De gør opmærksom på, at Googles logokreatører vist har haft en lidt stenet dag på arbejdet, da de skulle kreere logoet til valentinens dag i dag. Hvor sørensen blev “l” af i Google? Og hvad ind i hele hule er Googe?

Google Valentine’s Day 2007

Men for at komme til pointen. Hvor er det dog evindeligt lækkert ikke at være bekærstet på denne rædslens dag. Det giver god respekt at hade Valentine’s Day – i hvert fald i de kredse, jeg kommer. Og tak for det, for det er jo kapitalisternes opfindelse og et tegn på deres evindelige udnyttelse af bebumsede teenagedrenges kluntede forsøg på via forbrugerisme at tiltrække sig det andet køns gunst (oftest det andet køn, red.). Denne 1950′ernes store festdag, hvor markedsliggørelsen af piger (og visse arme kvinder) i uhørt grad forfladiger menneskelige relationer og ophøjer kærlighed til ren pastiche og candyfloss, er på alle måder en kvalmende oplevelse.

Problemet er bare, at nogle (ofte ganske intelligente og fornuftige) piger vist godt kan lide det, når det kommer til stykket. Ikke på den overfladiske måde, hvor de gerne vil have The Big VD Trip, men hvor romantisk negligence fra kærestens side er uforsonlig med deres egentlige, men typisk uudtalte, forestillinger om dagens forløb. “Jeg skal i hvert fald ikke have noget lyserødt bamsehjerte indhyllet i chokolader på vej til en romantisk teaterforestilling efterfulgt af badekarstur med stearinlys og champagne. Føj. Det er klamt, at romantik skal institutionaliseres på den måde”. Hvorefter en ganske almindelig aften på sofaen er ensbetydende med “Du elsker mig ikke længere”.

Ahhh. Blogs er fede. Jeg elsker at generalisere over noget, jeg ikke aner en fløjtende bæ om, og som ingen i hele verden egentlig mener for alvor. Jeg føler mig lidt som en højrefløjsblogger lige nu. Altså, hvis budskabet havde være anderledes…

Tags:


2007 13 feb

BlogTjek 07

Kategori: NørderiRené kl. 10:43

BlogTjek 07

Kære venner, fjender og frænder!

Som et spinoff af vores sessionBlogforum, har vi nu fået stablet en undersøgelse på benene. Vi kalder den BlogTjek 07. Vi forsøger at finde ud af, hvem der læser blogs. Du læser mindst én blog, nu da du kigger på disse sider. Men læser du andre? Og hvorfor kommer du i grunden her? Det vil jeg, vi og os meget gerne vide, så svar meget gerne på de meget få spørgsmål. Hvis du allerede har svaret et andet sted, skal du kun besvare de endnu meget færre spørgsmål om netop shevy.dk – de generelle data er allerede gemt for dig fra sidste sted, du svarede.

ALLE, der har en blog, bør deltage. Det er gratis, du får viden om dine læsere, og du hjælper hele blogosfæren til lidt kærkommen indsigt. Og for at blive ved det luftige begreb: Undersøgelsen er tilrettelagt af bloggere, for bloggere, til bloggere om bloggere. Gratis, i fritiden og nogle gange lidt på arbejdet. Det er med andre ord Danmarks eneste spørgeskemaundersøgelse, der er fyldt til randen med Super-duper God Kaaaarma. Tilmeld derfor din blog allerede NU.

De generelle spørgsmål bliver offentliggjort, når det hele slutter om nogle få uger. Spørgsmålene, der kun handler om shevy.dk, får kun jeg at se. Med andre ord har du nu en god chance til at svine mig til, uden at andre mister respekt for dig ;-)

Og det tager vitterligt kun 2 minutter!

Svar på spørgeskemaet nu!

Følg i øvrigt andre blogs om samme emne på Overskrift.

Tags:


Side 1 af 212