Jeg var bange for, at min normale opfattelse af, at ingen kan røre mig, at jeg er uovervindelig og uden for I normales tabersfære, var i krise, da jeg fik stjålet mine computere for lidt over en måned siden. Jeg var rystet i et par timer, hvor jeg tænkte “aarrrrhhhh hva’! Det sker da ikke for mig sådan noget”. Så gik livet videre, og jeg blev igen overbevist om, at jeg er urørlig og at ingen i denne verden er mere uheldige end andre.
Jeg tænkte også, at jeg egentlig var ret uheldig. Det var en grim historie at de sådan stjal min eksterne harddisk også. Så fandt jeg den igen sammen med resten af gårdens storskrald efter 10 dage. Meget heldigt, tænkte jeg. Det passede meget godt ind i mit verdensbillede, for det kan jo ikke lade sig gøre at have en iboende uheldighed. Det ville jo nærmest kræve en tro på … noget.
Så glemte jeg det igen, det der held-uheld-sjov.
Det blev endnu bedre, da jeg fik min nye computer i tirsdags (det er knap tre døgn siden). Efter opgradering til Leopard var jeg jo faktisk den person på jobbet med fedest computer. Efter utallige installationer af coole apps og overførsel af dokumenter og musik var jeg i aftes i den digitale himmel. Jeg manglede kun at få smidt to albums ind i iTunes, så jeg ville være på toppen af verden så snart min telefon igen kommer til at virke.
I dag blev min nye computer stjålet i et mødelokale hos en kunde, mens vi var til frokost.
Lige nu er jeg i et lidt mærkeligt humør. En slags irriteret, velsagtens.
Fuck, hvor er jeg uheldig.
Tags: apple, arbejde, mac, musik, religiøsitet, sjov, tyveri, uheldig
