Real-Time Web for begyndere

Billede fra gadl

Jeg har lige kigget på lidt webstats. Og i går, da jeg udgav et indlæg ovre på The Wizards of Moz tjekkede jeg livestats (takket være Woopra). Det, der kom bag på mig, var, at læserne så allersatans hurtigt fandt frem til indlægget. Med fremkomsten af PubSubHubbub (eller den nemmere udgave: PuSH) og RSSCloud. Faktisk nåede jeg ikke at fortælle om indlægget på hverken Twitter eller Facebook, før den første besøgende kom forbi. Og husk her, at det var fra en feedreader – altså var den besøgende en person, som følger os i tykt og tyndt. Det er der flere der gør. Der er derfor god grund til at tro, at mere end den ene person kiggede på indlægget cirka 10 sekunder efter udgivelse. Det er Real-Time Web.

Det fik mig i dag til at gøre noget rigtig idiotisk. Jeg skrev nemlig en opdatering på Facebook om det. Den lød sådan her: “René Clausen Nielsen synes at PubSubHubbub er det bedste der er sket siden Jaiku (<– ignorer blot dette statement, hvis du ikke aner hvad det er)”. Og som du vil se i min argumentation nedenfor, var det sådan ca. det dummeste at gøre. Faktisk en ret ironisk ting at gøre.

Som jeg skrev i indlægget “Mens vi venter på Google Wave“, så ville jeg senere skrive et indlæg om Real-Time Web. Indlægget har været halvvejs færdigt siden september, så der er lidt old news iblandt.

Real-Time News

Vi er efterhånden blevet vænnet til, at nyheder er noget vi får, lige når de sker. For mange af os startede det for alvor med 9/11, men siden da er urolighederne i Iran, Jordskælvet i Haiti osv. blevet formidlet først og bedst via real-time web. Det vil i øjeblikket sige Twitter og Facebook. De klassiske nyhedsmedier får stadig en enorm bid af kagen og er der, de fleste af os bevæger os hen, når vi skal have lidt baggrund. Vores største problem i Medie-Danmark i øjeblikket er faktisk, at især aviserne rent faktisk tror, at vi vil nøjes med, at de er næsten-først med en historie. Det vil vi selvfølgelig ikke. Vi vil have at vide med det samme, at noget er sket, men vi vil også have baggrund og meget mere.

En Twitter-kort besked som “Earthquake in Haiti. My thoughts.” hjælper os blot til at vide, at noget er sket, og at vi skal gå andre steder hen for at få de reelle viden. Det kan Twitter og Facebook heldigvis også. Det hedder links. Så vi har vænnet os til at få real-time besked om, at vi kan finde noget et andet sted.

Real-Time Teknik

This icon, known as the "feed icon" ...
Image via Wikipedia

En af grundene til, at Real-Time Web er det store i øjeblikket, er, at Google har udviklet PubSubHubbub, som er en open source protokol til at få data fra udgiver til modtager med det samme. Samtidig har RSS‘ fader, Dave Winer, udviklet RSSCloud, som følger samme tankesæt. Nemlig at de feeds, vi kender, skal ende hos modtageren med det samme. Så dybest set er grunden til, at vi nu er vidne til et stort spring frem i udviklingen af The Real-Time Web, at vi nu kan. Det er teknisk muligt.

Real-Time Feeds

Det seje ved den teknologi er, at det giver os real-time feeds. Det vil sige, at de fleste moderne websites hermed kan sende nyt indhold lige så hurtigt til slutbrugeren som Twitter og Facebook. Så snart man trykker på “Udgiv”, kan abonnenterne se det i deres feedreader. Om det så er Google Reader, Bloglines, browseren eller eksempelvis Socialite, som integrerer Google Reader, Twitter, Facebook, Flickr og Digg, er ligegyldigt. Det når lige så hurtigt frem som de andre tjenester.

Det supersmarte er dog, at det jo lige så nemt kan komme med i søgeresultaterne på eksempelvis Google, Bing og Yahoo. Det vil sige, at hvis du søger på “Earthquake Haiti”, så får du ikke 1) enten gamle nyheder eller blogindlæg, 2) tweets om at nogen lige har skrevet noget, men 3) spritnye reelle historier. Også fra etablerede medier.

Summa summarum

Hvad alt det her får os frem til, er, at vi ikke længere kan undskylde vores alt for overfladiske kommunikation med, at Twitter eller Facebook er hurtigere. Dybdeborende eller i det mindste argumenterende jounalistik, blogging og hvad man ellers vil kalde tekster, der er mere end 140 tegn lange, har hermed fået en renæssance.

Om jeg håber på en snarlig død for Twitter og Facebook? Overhovedet ikke. Men jeg glæder mig over, at selv hyperenergiske først-med-det-første-twitter-afficionados som Marks har fået nok af manglen på dybde. Faktisk har han, siden sit ikke-nytårsforsæt om at gøre netop det, skrevet en lang række virkelig indsigtsfulde blogindlæg. Den slags varmer en gammel mands hjerte (det er mig, der er den gamle mand, red.).

Så ja, jeg er glad. Den dybdeborende, real-time, kommunikationsform er her. Blogging er det nye Twitter. Som engang var det nye blogging.

4 thoughts on “Real-Time Web for begyndere”

  1. @Kim: Hvad sker ikke? At nyhederne kommer lige så hurtigt ud til brugerne via feeds (herunder til så forskellige aggregeringstjenester som Google Reader, Bloglines, Facebook, Twitter og diverse intranet eller blot at blogging igen bliver mere populært end Twitter?

    Hvis man lige så hurtigt kan få en nyhed skrevet på eget site ud til folket, som man kan ved at skrive det hos 3. part (i øjeblikket Twitter og Facebook), hvorfor skulle man så ikke gøre det. For at være de første til at breake, kan man jo sagtens skrive en kort notits, som bliver sendt direkte ind i Twitter-økologien på samme vilkår som Tweets skrevet i en hvilket som helst anden klient. Dybest set tænker jeg på en revival af Matt Mullenwegs gamle kæphest, Asides. Efterfølgende/samtidig kan man lave den lange baggrundsartikel og igen være de første til at komme med den slags. Og med den få en prominent plads i Google-økologien.

    Pointen er blot, at det hele skrives i et stykke software efter eget valg, men at distributionskanalerne i første omgang er de samme som nu. Blot alle sammen real-time: Feedreaders, Facebook, Twitter og klassiske søgemaskiner.

    Real-time – og herunder Pubsubhubbub – rox! Om det så er i forbindelse med klassiske nyhedsmedier, blogs, Twitter, Facebook eller en ny video på YouTube er ligegyldigt. Men den større udbredelse af real-time-teknologier vil uanset hvad sætte de korte beskeders hersken på området under pres. Og det er sandt for dyden en god ting.

Leave a Reply