Bushfire Festival 2011

·

·

I weekenden var jeg til Bushfire – Swaziland International Festival of the Arts. For den utrænede lyder det ikke specielt koldt. Det var fucking frysende latterligt koldt. Om natten. 3 grader celcius i et telt er ikke noget, jeg kan anbefale. I hvert fald ikke, når man (som jeg) er en idiot og glemmer, at man så skal tage lidt ekstra tøj med.

Bushfire Festival er en årlig begivenhed, som tiltrækker omkring 20.000 mennesker til en fest for afrikansk kunst og musik. Det bliver afholdt i og ved House on Fire, som er et fantastisk cool sted. Jeg har været der nogle gange tidligere og har hver gang været betaget af stedet. Men aldrig har jeg været heldig at se nogen optræde der.

Al overskud fra festivalen går til organisationen Young Heroes, som støtter forældreløse børn i Swaziland. Og med verdens højeste HIV/AIDS-rate er der rigtig mange forældreløse børn i Swaziland. Mange af dem selvsagt selv med HIV/AIDS. Så alt i alt en festival, jeg meget gerne ville opleve og støtte.

Fredag

Fredag sendte jeg Puk til New York, hvor hun i en måned er på kurset “International Diploma in Humanitarian Assistance“. Jeg havde egentlig tænk mig at tage en weekend foran pejsen. Eller ok, i hvert fald hjemme med en bog eller to. Men et par timer før Puk skulle køres i lufthavnen festpanikkede jeg og fik på meget kort tid bestilt teltplads, fik lånt telt, sovepose og liggeunderlag af Jennifer & Rasmus og kørelejlighed med Marie & Christian, som faktisk havde tænkt sig at køre mod Swaziland ca. en halv time efter Puk blev afleveret i lufthavnen. De skulle også skulle ligge i telt. Perfekt.

Da vi nåede frem ved vistnok 20-tiden viste det sig, at vinteren så absolut havde indfundet sig, så dagens første kø – billet til teltområdet – var ret kold iklædt Maputo-tøj. Heldigvis kom en sød person forbi og tilbød mig en festivalbillet til 300 Rand (230 kroner). Normalprisen er 700 Rand. Jeg fattede ikke hvorfor, men lovede at jeg heller ikke ville spørge…

Efter tusmørkeopsætning af telte stak vi mod pladsen, hvor det viste sig, at vi skulle opleve festivalens klart bedste koncert. Først skulle vi dog glo på sydafrikanske Gazelle (afrikansk popfunk-disco), som overraskede mig med ikke at være så rendyrket afro, som jeg havde været bange for, at hele festivalen ville være. Jeg accepterede derfor, at de nok var ok, selv om deres udklædning og billigmands-Princede lyd ikke imonerede mig synderligt.

Jeg fik ikke kameraet med den første aften, men det var lidt som det her:

Efterfølgende spillede Goldfish, som viste sig at være alle de sydafrikanske ungers tjotjale yndlingsband. Og de var sandt for dyden også gode til at lave en fest. Et par omvendte jazz-drenge med tværfløjte, kontrabas og saxofon havde fanget det fede i computere og virkede i det hele taget som en lidt sejere sydafrikansk udgave af Safri Duo, som laver fester a la Junior Senior.

Heller ikke til denne koncert havde jeg kameraet med, men se denne video og blink rigtig hurtigt med øjnene, så der kun er halvt så mange tilskuere:

Hvis du kan lide det, er her tre officielle videoer.

Efterfølgende stenede vi sådan set bare rundt og fornøjede os med de mange muligheder for at spise sig rigtig fed og drikke sig lidt fuld. Det afsluttende act på hovedscenen, Seriously Swazi DJ’s, var seriously ringe. Det var derfor en stor trøst at få en skamgrillet håndsteak med i hånden på tilbageturen til det råkolde telt.

Lørdag

Lørdag vågnede jeg alt for tidligt med så kolde fødder, at jeg var bange for, at de aldrig kunne bruges igen. Så sov jeg lidt mere. Ved 8-tiden var der til gengæld så varmt i teltet, at jeg ikke kunne holde ud aft være der mere, så jeg tog et fantastisk dejligt, varmt bad (45 min. kø), udnyttede muligheden for et ægte toiletbesøg (15 min. kø) og købte en kop alt for tynd Ricoffy (forfærdelig cikoriebaseret instant-kaffe, som sydafrikanere er pjattede med) og en dougnut fra kiosken (25 min. kø). Det skal siges, at det var nogle af de eneste køer, jeg oplevede under hele festivalen – og så var vejret perfekt.

Da Marie og Christian vågnede, bød de på morgenmad fra køletasken. Hjemmebagt brød, dansk ålerøget salami og ost var absolut en vinder. Og vores køkkenforhold var også væsentlig bedre end på en gennemsnitlig dansk festival:

Morgenmadstaffel på Det Blå Bæst
Morgenmadstaffel på Det Blå Bæst

Da vi gik over til musikpladsen lidt senere, nåede vi lige at få en smagsprøve på Tonik (også sydafrikanere). Det var en ret cool oplevelse. Tonik er to fyre, som laver koncerter, hvor alle tilskuere får udleveret hørebøffer. Med andre ord er der rigtig god lyd og en stemning, som faktisk passer meget fint til deres kombination af ambient electrojazz, percussionhelvede og didgeridoosoloer. Yes, didgeridoosoloer. Den ene fyr, den meget venligt udseende bankassistenttype, Jann Krynauw, spiller piano og Rhodes, styrer computeren og live-sampler. Den anden fyr, den meget gymnasieelev-blev-aldrig-voksen udseende type, Ronan Skillen, fyrer op under percussions, didgeridoo og tabla. Men det var faktisk rigtig fint, selv om kun den første halvdel af duoen appellerer til mig. Og så kunne man sidde på græsset og nyde vejret, som var fantastisk godt om dagen.

Christian & Marie hører Tonik
Christian & Marie hører Tonik

Efter Tonik stod den på en acceptabel kop kaffe og et rundtur i boderne, som solgte merchandise, swazi-kunst osv. Jeg købte ikke noget, men de er nu egentlig ret dygtige de der swazier.

Efter omtalte kop kaffe valgte vi … at købe en kop kaffe og en dougnut og smide os i solen. Efterfølgende følte vi, at det ville være en god idé at købe en kop kaffe. Musisk ville hele Afrika stikke mig en på lampen. Der var simpelthen fest for alle elskere af akustiske guitarer, xylofoner/marimbaer og bongotrommer/congatrommer/tablas.

Først var det en kvinde fra Swaziland kaldet Nomzamo, som velsagtens var noget gospel møder r’n’b møder afrojazz. Nomzamos musik var ikke særlig nom-nom, men hvis du kan lide de genrer, jeg lige skrev, kan du forsøge dig med denne musikvideo:

Efter den lokale sangerinde var det tid til det eneste mozambiquiske indslag. António Marcos er efter sigende en legende i Mozambique. Den tidligere mesterbokser bliver endda kaldt “marrabentaens konge“. Og marrabenta (mozambiquisk folkemusik) … det kan jeg simpelthen ikke holde ud. Det tror jeg godt, du kan forstå:

http://blip.tv/rene-clausen-nielsen/antonio-carlos-bushfire-festival-2011-5226332

Efter den omgang gik det desværre ikke synderligt meget bedre. Socialt ramte vi dog klimaks, idet vi endelig fandt Jennifer & Rasmus – og Søren kiggede hjælpsomt forbi med lidt solcreme til min skaldede isse. Musisk ramte vi nærmere antiklimaks. Men så kan man jo nyde selskabet, solen, øllene og lidt menneskespotteri. I Swazi-kontekst indebærer det blandt andet at finde bevæbnede, halvnøgne mænd i skindnederdele.

Festivalhygge (ja, vi er i Afrika)
Festivalhygge (ja, i Afrika)
Halvnøgen mand i skind
Halvnøgen mand i skind

Vi hørte ikke så meget af det efterfølgende band, men valgte i stedet at bruge tiden til at iklæde os varmere gevandter. Men vi blev alle enige om, at vi SKULLE nå Hot Water, som blandt andet jeg havde hørt en masse godt om. Da vi kom tilbage til festivalpladsen nåede vi at skulle overleve de ti sidste minutter af noget ubærligt blues-country-something. Det eneste spændende ved deres koncert var, at de selvfølgelig havde en Nelson Mandela-tribute, som et par velklædte herrer valgte at danse til:

http://blip.tv/rene-clausen-nielsen/kathy-raven-karibu-bushfire-festival-2011-5226447

Jeg har også et andet klip med dem, men der er simpelthen så meget mundharmonika på (en solo, velsagtens), at jeg ikke vil vise det til mennesker, jeg synes om.

Før Hot Water gik på, fjollede nogle mennesker rundt mens en DJ spillede lynmarimba-genren shangaan electro. Jeg hørte introduktionen som om, at det var Hot Water, der spillede shangaan electro, hvilket ville have været rigtig fint med mig. Det viste sig dog i stedet, at det var The Tshe-Tsha Boys, som kun fik lov til at underholde i ti minutter. Shangaan Electro er sådan noget her:

Nå, men Hot Water kom på scenen. Så lavede de en masse balade. Lyden var ikke god nok. Lyset var ikke godt nok. Noget tredje var ikke godt nok. De valgte at starte en time senere end planlagt, og da kunne man så desværre både se og høre dem rigtig godt. Hold da helt føj for en omgang sydafrikansk Poul Krebs. Og igen var de klædt fjollet ud. Suk. Men de lød nu til at være ret gode til sådan noget sing-along-hygge-afro-pop.

http://blip.tv/rene-clausen-nielsen/hot-water-bushfire-festival-2011-5226379

Nå, men efter Hot Water var det tid til et andet af festivalens hovednavne, legenden Oliver Mtukudzi fra Zimbabwe. Han blev både introduceret med ordet legende på scenen og i programmet. Og det lod til, at alle vidste, hvem han var. Mig undtaget, selvfølgelig. Men han kunne i hvert fald noget, som rigtig mange satte pris på. De sang endda med, selv om han sang på mærkelige sprog.

http://blip.tv/rene-clausen-nielsen/oliver-mtukudzi-bushfire-festival-2011-5226894

Jeg ville hellere se bold. Så sammen med Rasmus og nogle af hans venner købte jeg en håndfuld fadøl og en karryret og satte mig til rette foran storskærmen, som skulle vise Barça latterliggøre Scum United endnu en gang. Og sådan gik det selvfølgelig også. Overraskende mange holdt i øvrigt med United – i Maputo elsker alle Barça. Men sådan er der jo så meget. Jeg holdt ikke med nogen, men holdt mod United. Som det sig hør og bør.

Vi sluttede af med at gå ind i selve House on Fire, i festivalsammenhæng kaldet amfiteatret, hvor et par DJ’s havde sindssygt godt gang i folk. Suveræn stemning og oooooold school hiphop. Yo!

Pakket dansegulv i House on Fire
Pakket dansegulv i House on Fire

Desværre måtte vi – sammen med resten af det bouncende gulv – droppe vores foretagende, da to unge swaziknøse overtog scenen og ville rappe selv. Det var virkelig skidt og en enkelt tilskuer råbte det, vi alle tænke: “Shut up and put the DJ back on!”. Det hjalp ikke.

På vejen mod teltlejren fik vi endnu engang smagt på den fantastiske kombination af rigeligt med smeltet ost og øl. Desværre var reggaebandet Tidal Waves så dårlige, at de ikke kunne holde os vågne, så jeg hørte tydeligt liggeunderlaget kalde. Hvis jeg havde set deres website før koncerten havde jeg nok gættet, hvor skidt det ville være: “We picked the name Tidal Waves because waves have a rhythm like music”.

Søndag

Søndag var en kort dag, som startede med at sove lidt længe (kulden var ikke så slem som første nat) efterfulgt af morgenmad, teltnedtagning og en hel koncert med Tonik, som vi jo kun fik lidt ud af lørdag. Denne gang havde de en danser med, som dansede noget de vist kaldte “post-tribal belly dance”. I hvert fald lige en tand for artsy for mig. Men det passede for så vidt ganske fint til musikken.

Tonik spiller
Tonik spiller

Mere kaffe, mere mad, mere afslapning på plænen og endnu mere meget afrikansk musik. Hyggeligt var det skam, men da vi havde oplevet noget af vistnok-næsten-legenden fra Mali, Habib Koité, smuttede vi hjem mod Maputo. Trætte, men tilfredse med en virkelig god festival, som mere end nogen anden festival, jeg nogensinde har været til, udfordrede mig musikalsk. Overraskende nok blev jeg ikke udfordret på andre måder. Festivalen var bedre arrangeret end de fleste andre festivaler, jeg har besøgt, maden var generelt rigtig fin, toiletforholdene upåklagelige og teltpladsen lå i perfekt afstand fra musikområdet.

Jeg blev ikke omvendt, men ville helt klart tage af sted igen. Mest for hyggen og selskabet. Knap så meget for musikken. Men ok, jeg ville hellere have været på Roskilde. Eller til Distortion. Eller Start.

UPDATE: Lige et par links til andre, der har skrevet om samme festival: