Strategi for Google+ Circles

·

·

Hvis du ikke kender Google+, så start evt. med mit indlæg “Lidt om Google+

Google+ CirclesDu har sikkert allerede givet op på Facebook. Lister. Jeg lavede lister på Facebook på et tidspunkt og brugte dem faktisk også lidt. Jeg havde lavet en liste, der hed “Statusbeskeder”. For at komme med på listen skulle man blot være en person, hvis statusbeskeder, jeg gad ville læse. Tanken var god, synes jeg faktisk stadig. Jeg lavede også en liste, der hed “Musik” og en der hed “Mozambique”. Problemet var blot, at jeg aldrig brugte listerne aktivt, når jeg selv skulle dele ting. “Statusbeskeder” var en liste, der kunne filtrere indkommende delinger, mens “Musik” og “Mozambique” var tænkt som udgående filtreringer. Ingen grund til at forpeste mine kollegers strømme med mine interesser for nye byggerier i Maputo og obskure koncertstumper. Først med Google+ har vi et system, som faktisk aktivt lægger op til, at jeg benytter mig af udgående filtre.

På Facebook bruger jeg ikke listerne. For at det ville give mening, skulle listerne jo konstant være opdaterede. Det er de ikke. Og var det dybest set aldrig. Desuden skulle jeg være i stand til at vide, hvad mine Facebookvenner interesserer sig for i mit liv. Det er svært. Men øvelsen er god. Og lad os være ærlige: Less is more. Hvis min mor går glip af en sygt god musikvideo med OFWGKTA og min chef misser nyheden om at jeg endelig har fundet en god burger i Maputo, så er de glade. Hvis de samtidig misser hhv. en musikvideo min barndomsven har lavet og nyheden om, at jeg synes, at Mozambiques digitale modenhed efterhånden gør det til et godt investeringsobjekt, så går det nok også. Samlet set vinder de på ikke at se noget af det. Selv om anden halvdel potentielt kunne være noget, de gerne ville vide. Hvis det er vigtigt nok, ringer jeg!

Problemet er det samme på Google+. Circles fungerer som filtre både ind og ud. Nogle interesserer sig for mig. Ikke kun hvad jeg mener om sociale medier eller sociologi eller Mozambique osv. Men vil gerne vide lidt om alt, jeg foretager mig. Jeg ved ikke hvem de er, og der er sikkert ikke så mange af dem. Men de er derude. Er det så de samme mennesker, jeg gerne vil vide alt om? Ofte, ja. Så de er alligevel i de mest omfavnende circles. Ja, flertal. De mennesker, der interesserer sig for mange af de ting, jeg laver, er i mange circles. Simpelt. Og mon ikke vi mødes på andre kanaler også?

Min taktik er derfor den samme på Google+, som jeg forsøgte mig med på Facebook. Det er ikke kun tematiske circles, som er gode til hurtig filtrering og research (men hvor Sparks gerne skulle gå hen og blive et bedre værktøj). I stedet er det mest af alt circles inddelt efter, hvem der deler noget spændende. For mig, selvsagt. Og det er her tankegangen fra Twitter med at følge spændende mennesker (modsat være ven med) giver så forbandet megen mening.

Jeg har en circle, der hedder “Must read”. I “Must read” er der nogle, jeg aldrig har mødt. Der er nære venner og en dag kommer der måske også nogle familiemedlemmer. Men hvad jeg deler, er ikke nødvendigvis “must read” for dem. Derfor deler jeg ikke med den circle. “Must read” er mit indbakke-filter (hvilket titlen minder mig om). Til dage med god tid har jeg også “Nice to read”, som jeg har smidt nogle folk i, men endnu ikke bruger aktivt. Hvis jeg har bedre tid end til blot at gennemgå “Must read”, gennemgår jeg den globale strøm – altså alle, jeg følger. Flere er der trods alt endnu ikke på Google+. Men når jeg engang følger 500+, bliver to niveauer godt at have. Mit bud er, at de to niveauer kommer til at indeholde hhv. 100 og 200 mennesker.

Jeg har også “Africa” (formerly known as “Mozambique”), “Music” osv. Afrika-trivia er ikke spændende for så mange, så indtil videre indeholder “Africa” kun venner fra Mozambique (nå ja, ok, indtil videre den ene ven fra Mozambique, som er på Google+). Det er ren udbakke-filtrering. Jeg bruger min Mozambique-Spark som Mozambique-indbakke. Folk, jeg kender fra Mozambique, skriver jo ikke kun om Afrika. Ergo er tema-circles ikke nødvendigvis gode til at filtrere indgående delinger. Du ved ikke, hvad andre deler, så du kan ikke smide personer i en circle og regne med, at deres indhold er tematisk opdelt!

Min strategi for effektive Circles er derfor:

  • Indbakke-circles: Grader af interesse for menneskene og deres delinger (mine er: “Must read”, “Nice to read”, “Could read”)
  • Udbakke-circles: Tematiske filtreringer, så folk ikke (altid) bliver spammet med ting, de (måske) ikke interesserer sig for (mine er: “Music”, “Social media”, “Sociology”, “Africa”, “WordPress”, “Dansk politik”, “Family”, “Friends”, “Colleagues”)

Jeg kommer til at bruge offentlige delinger mest, men når jeg filtrerer, så bliver det generelt efter temaer. Nogle bruger også inddelinger efter, om folk taler dansk, engelsk osv. Det er ikke helt dumt. Jeg har dog valgt at lave “Dansk politik” i stedet. Så kan jeg linke til artikler fra Information, Politiken osv. via den. Hvad så med links til mine danske blogindlæg? De ryger alligevel ud som offentlige delinger, så ingen grund til sprogfilter der.

En bonus ved de tematiske circles er selvfølgelig, at de kan bruges som tentative indbakke-filtre også. Der er alt andet lige større muligheder for at finde noget om Afrika i den circle, jeg har lavet med folk, der interesserer sig for Afrika!

Måske min strategi er helt hen i skoven? Hvad gør du?